Million Dollar Highway til Durango

Red Mountain Pass

Så kom dagen, som jeg havde tænkt meget på inden vi tog af sted. Jeg havde frygtet den en smule, som i rigtig meget…..

Vi tjekkede ud fra campingpladsen og kørte ind til Ouray for at handle nogle småting.

Opad gik det igen. Campingpladsen lå i 2208 m., Ouray by i 2360 m., så allerede der var det steget lidt.

På vejen gennem gaden stødte vi på en bank, tilfældigt kiggede vi ind ad døren. Vi blev så forbavsede, det hele lignede noget fra meget gamle dage. Det var så flot. Banken fungerede helt almindeligt i de gamle omgivelser.

Sjovt at se, at det ikke er mange dage siden, at vinteren sluttede, ski, snowmobiles og sneskovle stod stadig fremme. Træernes blade er også helt lysegrønne, som om de lige er sprunget ud.

Jeg havde, trods min angst, valgt at sidder i forsædet, for jeg ville så gerne tage en masse billeder, mens vi kørte op mod det første pas.

Vi var kun lige kommet ud af Ouray, så blev vejen smal og snoet og det gik bare opad. Kameraet klikkede lystigt, for når man kigger på vejen gennem objektivet, så virker det ikke så slemt.

Million Dollar Highway er kendt som en af verdens farligste veje at køre på. Den går gennem San Juan Mountains. Den er 37 km. lang og går gennem 3 bjergpas. Coal Bank Pass i 3240 m., Molas Pass i 3340 m. og Red Mountain Pass i 3358 m. Så bilen skulle virkelig arbejde.

Der var selvfølgelig hvide striber i siden af vejen. Men sommetider så var striben altså kun halv, fordi hele bredden ikke kunne være der, ganske enkelt fordi der ikke var noget vej nedenunder. Og det gik bare lige ned på siden…. Det kan ikke beskrives, det skal opleves for at man kan se det frygtindgydende i det. 

Der er ikke langt fra stribe til kant

Spændende ikke?

Tænk at vi kørte der

Et lille stykke fremme sagde jeg tak for køreturen i forsædet, så skulle jeg om bag i, jeg havde fået nok, og en masse fede billeder. Birger, som var chauffør i dag, kørte ind til siden og jeg byttede med Kim.

Ved næste stop var vi nået til Red Mountain Pass, et af de 3 pas vi skulle over . Det er godt nok højt oppe, og sikke en udsigt. Der var en gammel mine deroppe, hvor man kunne se de gamle skakter.

Mens vi stod og nød udsigten begyndte det at regne, ikke så meget, men det der kom ned var iskoldt.

Vi skyndte os ind i bilen igen og kørte videre.

Videre ad rigtig mange hårnålesving og temmelig hårde stigningsprocenter. Men ét kom et kæmpe brag – et ordentligt tordenskrald og så åbnede sluserne sig ellers. Først lidt regn og så kom der bare hagl med hagl på. Vi holdte i kø for noget vejarbejde og vi isede helt til. Bilen foran var helt pakket ind i is. Vi holdt stille i 15-20 minutter der oppe i over 3 km. højde, mens det lynede, tordnede og haglede. Det er altså meget voldsomt så højt oppe. 

Hvor blev bjergene af?

Pludselig kunne vi heller ikke se bjergene mere på grund af regn og torden skyer. Det var lidt væmmeligt. Endelig måtte vi køre videre, og vi skulle stadig lidt op ad bakke, før det igen gik ned. Op- og nedstigningerne lå på ca. 6 %.

Vi kom igennem et langt stykke hvor der var rigtig meget sne endnu, igen kan vi se, at det ikke er lang tid siden vinteren slap - vi snakker ca. 14 dage.

Det er i øvrigt nogle rigtig store sten som ryger ned fra bjergene.

Godt vi ikke er blevet ramt af nogen af disse

Så var vi nået til Silverton, som vi skulle holde frokostpause i. Strækningen Million Dollar Highway sluttede i Silverton. Det værste stræk var kørt. Det regnede meget i Silverton – iskoldt vand. Vi stod lidt i læ forskellige steder mens det høvlede ned og tordnede højt. Det havde vi altså ikke bestilt.

Men vi kom da over til restauranten som vi ville spise på. Handelbars. Her var vi også sidst vi var her og det var gode burgere. Vi spiste og bagefter kiggede vi lidt i butikker. Det var holdt op med at regne.

Så kørte vi det sidste stykke ned til Durango, over endnu et pas, Coal Bank Pass.

Så kom skiltet vi havde kørt efter og vi kørte i Walmart for at handle og så ud på pladsen og fik tjekket ind.

Hold nu op en køretur det havde været. Det var alle sanser som havde været i brug. Godt kørt af Birger. Undervejs måtte Mette og jeg da også lige holde vejret et par gange. 

Vi pakkede ud, fandt os selv og fik noget at spise.

Herefter gik vi op til et hyggeområde ved receptionen, hvor der er noget bedre internet.

Her kunne vi bl.a. nyde de små kolibrier som kommer og drikker sukkervand fra nogle holdere.

Senere stod den på kaffe og et stykke kage – nu er der ikke mere cheesecake 😳

Vi bliver gjort pænt opmærksom på at vi er i Bear Contry og skal tage vores forholdsregler.

Dagen var gået og sengen kaldte, der er endnu en spændende dag foran os torsdag.