Hiking i Grand Canyon og turen til Williams

Vildt at stå der

Det blæser stadig temmelig meget her i Arizona, ligesom det har gjort i de sidste stater vi har været i.

Ikke at det genere når vi er uden for, der er det jo lidt rart når her nu er så varmt. Men om natten er autocamperen lige ved at vælte, sådan føles det i hvert tilfælde.

Vi havde sat vækkeuret til kl. 6, for at komme op og få morgenmad og bade så tidligt som vi nu synes var rimeligt, for vi skal jo huske at vi er på ferie. Men vi ville af sted på vores hike, inden solen overtog med fuld kraft.

Badefaciliteterne til campingpladsen var ikke eksisterende, man skulle køre et lille stykke hen til nabo campingpladsen. Det skal de ikke have point for. Nå, men mere besværligt var det jo heller ikke.

1,2 3, og vi var alle 4 klar. Afsted til den parkeringsplads som havde oversize parking.

Godt smurt ind i faktor 30, iført solbriller og hat og selvfølgelig godt snørede vandrestøvler gik vi hen til kanten.

De er godt støvede efterhånden

Ved kanten og starten af stien, kiggede vi lidt ned og startede så med at gå nedad. 

Vi skulle et pænt stykke ned havde vi aftalt, så det var jo bare at begynde at gå. Udsigten var vild og der var vildt langt ned til siden. Men jeg havde det godt og jeg var ikke bekymret. Varmen tog hurtigt til og vi holdte flere pauser for at drikke. Man flytter ikke lige blikket fra stien når man går der. Så når det skal drikkes af flaske og nydes udsigt så træder man ind til siden og gør det. 

Stien ned

Det gæve vandrefolk

Udsigten som man ikke bliver træt af

Vi kom godt ned til det aftalte punkt. Nedstigningen var mellem 11-15 %, det kunne godt mærkes lidt i lårerne.

Det tog en times tid at går ned, og vi regnede med at det ville tage det dobbelte at gå op.

Vi holdte en lille pause og fotograferede lidt. Vi trådte ud på et lille udspring, så vi fik nogle rigtig flotte skud.

Ikke m in stærke siden at træde ud på sådanne udspring

Vi begyndte opstigningen igen - føj den var led, og nu var det blevet meget varmt igen, klokken var blevet 12 og solen bankede ned. Men vi havde spist og drukket og fået både sukker og salt.

Det var dælme hårdt at gå op, vi prusted og svedte som jeg ved ikke hvad og der bleve hold flere små pauser. Ganske som det anbefales.

Jeg ville lyve hvis ikke jeg sagde, at det gjorde ondt i min åndssvage knæ, men det var bestemt det værd. Og jeg gør det gerne igen. Vi vil gerne prøve at gå endnu længere ned, måske helt ned. Det  må blive en anden god gang.

Vel oppe efter 3 timer. Det var hårdt men en fed fed oplevelse.

Møg beskidte og meget svedige gik vi til bilen. 

Så skulle vi køre mod Williams hvor vi skulle overnatte. Godt og vel 100 km var der dertil.

Williams er en af de få autentiske byer som er tilbage på Rute 66

Vi havde kun en plan i Williams og det var at få en ordentlig steak med godt tilbehør, som afslutning på autocamper delen af turen.

Vi ville have spist på Rods Steakhouse, hvor vi før har fået en vildt lækker bøf, men de havde lukket.

Så vi måtte på jagt efter en anden restaurant. Det blev så Red Raven, et ganske godt valg. Maden var virkelig lækker.

Da vi rejste os var vi godt stive i benene. Turen i Canyonen kunne i den grad mærkes.

Så vi gik hjem, lavede kaffe og spiset en kage og gik så i seng. Vi var alle temmelig trætte og sov hurtigt.

Endnu en fed dag kunne skrives på listen :-)